Analyse og rekonstruktion


Der har været store problemer med spørgsmålet om at gudsriget er nær, og hvorfor kommer det så ikke!
Det samme problem gjorde sig gældende ikke kun efter Det Nye Testamentes tid, men også i Jehovas vidner, samt den antikke jødedomshistorie.
I qumran er parusiudeblivelsen et problem, Daniels Bog, alle de jødiske opstandelser i Rom p.g.a. parusiudeblivelsen gjorde sit til at der blev uro. Man var sikker på at det nye riges komme så derfor blev der grebet til våben. Jesus og hans tilhængere har også stillet sig selv det spørgsmål.Efterhånden som tiden gik accepterede man mere og mere parusiens udeblivelse.
At Jesus skikkelsen fik en dominerende rolle også større end Jahves.

Vi begynder med hvor det hele startede:
Jesus startede i Johannes Døber bevægelsen hvor han indledte sin virksomhed. Han delte ligesom de andre i bevægelsen sin forhåbning om at Jahve ville komme til dom og frelse for Israel og at det ville ske snart og det var grunden til at han også sagde at man skulle omvende sig og leve et nyt liv og at man skulle lade sig døbe.
Her bryder Jesus ud af Johannes Døber bevægelsen sammen med nogle af tilhængerne og gik ud og forkyndte som Johannes Døber. Efterfølgende blev han ny helbreder.
Efterfølgende udvalgte Jesus 12 disciple som skulle genrejse det nye Israel og udsendte dem og haan så frem til at dommensdag og frelse var nær og at en anden end ham selv ville komme inden de var færdige med det de skulle udføre.
Da dette ikke indtraf fortsatte han sin virksomhed som forkynder samt undervisning, hvor han omtolkede dem. Han var overbevist om at fuldendelsen ville ske i Jerusalem. Jesus og hans bevægelse satte derfor kursen mod hovedstaden til påskefestlighederne der skulle foregå under særlig stærke eskatologiske former. Alle indenfor Jesus-bevægelsen inklusive ham selv var stærkt overbevist om at han selv var den udvalgte Messias som Jahve havde givet magten over dæmonerne og Satan.
Dette sker heller ikke men i stedet bliver Jesus arresteret og ført for en jødisk ret og efterfølgende for en romersk domstol som dømte ham til døden. I Mar og Matt evangeliet ligner det et forræderi som gjorde at disciplene flygtede og bevægelsens opløses. Dette som skete gjorde at disciplene mistede troen på dette projekt og korsfæstelsen af Jesus blev i første omgang opfattet som afslutningen på bevægelsen.
Ret hurtigt efter Jesus død blev hans martyrdød ændret til noget positivt. Ud fra Es 53 og andre tekster fra den Jødiske Bibel blev hans død en retfærdig martyrs død. Jahves udvalgte tjeners lidelse og død som der blev tillagt sonende betydning. Samtidig med havde Jahve genoprejst sin tjener fra døden og havde dermed gennembrudt dødens magt, hvormed andre retfærdige ( hellige ) ville genopstå fra de døde og de øvrige eskatologiske begivenheder ville indtræffe og gå sin gang. Denne tekst står i Matt 27,52-53
Da dette heller ikke indtraf måtte man i Jesus-bevægelsen omskrive dette.
Aller rigtigst var det at Jesus død og opstandelse blev en unik oplevelse med frelseshistoriens betydning. Dette førte til at Jesus som person blev guddommelig, for da hans jordiske procession ikke blev opfyldt som Messias blev den nu omfortolket til en himmelsk introduktion.
I Jesus bevægelsen var man nu overbevist om at Jesus af Jahve selv var blevet oprejst fra de døde og steget op til himlen og var blevet indtroniseret som Jahves udvalgte søn.
Derfra udførte han nu sit herredømme og førte kamp mod Satan og andre gud fjendtlige magter videre. Derfra ( ved Jahves højre hånd ) kunne Jesus vise sig for sine udvalgte og fra dette sted ville han vise sig på himlens skyer og sætte den eskatologiske dom i værk. Dette kommer til udtryk i de tidligere breve fra Paulus og nogle ældre traditioner i evangelierne, og kan antages at præge Jesus-bevægelsen fr Jesus-død til tiåret 50-60.
Parusien kom stadigvæk ikke og Jesus disciple begyndte at dø og det mener er i tiden 50 - 60 til 80 - 90. I denne fase se tekster der advarer imod "falske profeter" som var hele drivkraften i bevægelsen. Man troede på parusien men ikke nær så kraftigt som tidligere. Interessen for bevægelsen blev større samt dens indre liv og organisation. På dette tidspunkt blev grunden lagt for den kristendom ( de kristendomme ) som vi kender fra omkring år 110 e.v.t. til i dag.
Parusiudeblivelsen kan man så betegne som den største drivkraft i Jesus - bevægelsens udvikling fra Johannes Døber til den nye religion, kristendommen.
Evangelierne er ikke i tvivl om at Jesus selv forudså sin egen død, men at det kom som en stor overraskelse for både Jesus og også hans tilhængere. Det havde været målet for hele hans projekt og var nødvendigt at indføje disse forudsigelser i hele hans virksomhed.
Forskning har vist at når man var profet på Jesus tid var det naturligt at møde modstand i forfølgelse samt lide og dø.
I testsamlingen De Gammeltestamentlige Pseudegrafer som har navnet Esajas Martyrium som blev skrevet i det 1. århundrede e.v.t. møder man også tekster hvori de sande profeter møder stor modstand, forfølgelse, lidelse og død, samtidig med de fleste nytestamentlige skrifter, og dette topos fortælles også i Det Nye Testamente.
Hebræerbrevet 11,32-38 ( år 85 - 95 e.v.t. ) Andre tekster som slet ikke har forbindelse med en omtale af opsendelsen omkring Jesus død. Her bliver teksten tolket på en måde som viser at Jesus død skal fremstå som noget han gør for os menneskers skyld, idet han ofrede sit liv og blod til gavn for mange.
Her er man overbevist om ud fra denne tekst , at Jesus med sin handling forudså sin egen død som var tæt forbundet med oprettelsen af gudsriget.
Slutteligt betyder det at Jesus døs selv blev en afgørende eskatologisk begivenhed.
Paulus skriver en tekst hvori han notere sin opfattelse af de kristnes livsførelse. Jesus død og opfattes som en befrielse i forhold til synden som havde en stor magt over Jesus. Grundideen er den der dør "frigøres" (frikendes ) i forhold til synden. Men egentlig står der at den der dør "kendes retfærdig" i forhold til synden. Det er en tekst i Rom 5,12-21;Rom 6,1-11 hvor den første Adams ulydighed, synd og fald, her kom synden som en magt, synden kom ind i menneskenes verden. Denne magt kommer den anden Adam( Jesus ) og sætter ud af spillet. En ande magt brydes, nemlig døden og det gælder også for de troende Jesus-tilhængere. Paulus skriver i Rom 8,3 at det som var umuligt for Loven fordi den var magtesløs på grund af kødet ( menneskets legeme ) og dette gjorde Gud ved at sende sin søn i en syndigt skikkelse og hvor synden blev dømt i kødet.
Det man får ud af teksten er at Jahve sendte Jesus til jorden var fordi han ville ramme synden som havde magt over "kødet" menneskets legeme. Det gjorde Jahve ved at lade Jesus tage skikkelse som et menneske og lod ham ligne andre mennesker. Mennesker som havde en gud fjendtlig magt synden og også en anden magt døden.
Her tænkers på døden som en personificeret og gud fjendtlig magt og det rige som han hersker over. I flere tekster bl.a Åb 20,14 ( tekst 59 ) og Kor 15,26 hvor døden tilintetgøres men den sættes ikke ud af spillet ved Jesus død. I 1. Kor 15,26 udrydder den genopståede Jesus alle de personificerede gud fjendtlige magter hvor under døden er den sidste. I disse tekster ville Jahve udrydde synden og døden nu da de var kommet ind i verden ved syndefald og havde fået herredømmet over menneskeheden. Udfra Paulus tekster var Jahves plan blevet virkelig ved Jesus død. Synden som var i mennesket og levede af menneskets legeme ( kødet ). Men når et menneske dør mister synden sin magt og er sat ud af spillet. Jesus er med sin død frigjort fra syndens magt og at Jahve med Jesus død fældede dom over synden som var en gud fjendtlig magt som var i legemet ( kødet )
Den tekst fra Paulus viser en sejr over synden som en stærk gud fjendtlig magt. Men samtidig med sejren over synden sejrede Jahve også over døden ved Jesus død, som også er en gud fjendtlig magt. Man kan nemlig ikke tage kun det ene led uden at tage det andet led med, da de høre sammen som en helhed.

Selvom menneskene lod sig omvende og troede på Jesus så kom gudsriget ikke som de var blevet lovet. Jesus må have haft en fornemmelse der gjorde at det var ham der skulle være offerlammet som skulle sone denne store synd.
I den antikke jødedom var det ikke en usandsynlig tanke da ofre, omvendelse og tilgivelse var tæt forbundet i både Moseloven samt i den kult det foreskriver. Alle Moselovenes forskrifter har det formål at lede de jødiske folk fra en afstandtagen fra Jahve på grund af urenhed, ulydighed og synd til en plads ved siden af Jahve hvor man er i en tilstand af renhed lydighed og retfærdighed. Det jødiske folk kunne så opfylde de hellige skrifters løfter overfor Jahve om et genrejst gudsrige. Den eneste vej ud af problemet var at Jesus tog til Jerusalem og ofrede sig for at det nye gudsrige ville vise sig for menneskeheden. Alle de synder som er blevet begået før er blevet straffet ved Jesus død, idet han tog skylden på sig og blev et offerlam. I Hebræerbrevet fremstilles Jesus som den nye og rene ypperstepræst som ofre sig selv for folkets synder. I ApG. udtrykkes det ikke helt klart at det er Jesus som lader sig ofre for folket, men at de ældste i Jesus - hængernes forsamling skal vogte Guds samfund som han har fået " ved sit eget blod", Gud må i dettetilfælde være Jesus.
I flere tekster står der at Menneskesønnen skal ophøjes ( vende tilbage til himlen ), og det skal ske på samme måde som da Moses ophøjede en slange, ( se 4 Mos 21,4-9 ) Man mener at Jesus skal sættes på en stang - korset hvor han vil skænke frelse til alle der kikker på ham med troens øjne. Samtidig hermed viser teksten " Jesus på korset " som en " ophøjelse " at han ved sin død oppe på korset vender tilbage til og stiger op til himlen. Det her viser bare at det var ikke en lidelse, men en rejse tilbage til det sted i himlen som han udførte ved inkarnation og steg ned fra. Flere steder siger modstanderne af Jesus vil " ophøje " ( korsfæste ) Jesus og så vil de forstå hvem haner. Den time er kommet ( korsfæstelsens tidspunktet ) og korsfæstelsens " herliggørelse = Jesus opstigning til den guddommelige verden i himlen ". Og herliggør du mig nu, fader hos dig med den herlighed som jeg besad hos dig, før verden blev til. Denne status besad Jesus før sin død på korset og som han vil vende tilbage til. Man kan dele Johannesevangeliet i to dele, en Jesus som ofre sig for menneskeheden og tager alle deres synder på sig og korsfæstes og samtidig ophøjes Jesus og herliggøres.
Frelse ( forløsning eller udfrielse )det omhandler selve handlingen.
I Luk 16,22 af Lazarus efter sin død føres til " Abrahams skød ". I Luk 23,42-43 identificeres Jesus rige med Paradiset. ApG skrives ikke om den kommende frelse. Men i en tale Peter fremføre opfordres tilhørerne til omvendelse som Gud har fortalt gennem sin disciple.
Udtrykket "genoprettelse" minder meget om ordet "genfødsel" som står i Matt. 19,27-30
Frelsen består af iflg. Paulus af syndernes tilgivelse eller "retfærdiggørelsen" og kan sammenlignes med Johannes Døberens program. Frikendelsen ved den eskatologiske dom er et andet stadium, de troendes opstandelse og de levende troendes forvandling er et 3. stadium.
Der er således tale om flere stadier i frelsen, altså Jesus første komme ( inkarnationen ) hans sonende død, hans kamp som kosmisk Herre med de gudefjendlige magter og parusien med deltagelse i den eskatologiske dom. Dette er Jahves program for at modtageden eskatologiske frelse.
Johannes Åbenbaring skrev dette i år 65 - 100 e.v.t. hvor han fik nogle oplysninger ( visioner ) fra engle i himlen hvor frelsen, fortabelsen er den plan som Gud har med os mennesker og som ikke er blevet udført her på jorden endnu.
I Åb. 21-22 beskrives det hvad målet for frelsen er. Idet nye Jerusalem er alting fryd og gammen, der eksisterer ingen død, plager, gudløse mennesker. Her lever de frelste af livets kilde, paradisets frugter sammen med Jahve og Jesus. Tilstanden før syndefaldet er genoprettet og i biblen er det en "genfødsel" af verden. I den jødiske bibel skriver man om at al konflikt mellem Jahve og menneskene er væk. Det harmoniske mellem Jahve og menneskene er genskabt samt at døden og det hårde arbejde og andre jordiske plager er ophævet. Det er lidt underligt at det er Jesus der gør alt det gode fr menneskene på jorden. Kun få gange nævnes han i Åb. 21,9.14,22-23.27,1.3 men Jesus spiller slet ikke nogen større rolle i den harmoniske tilstand af virkeliggjordt frelse.
I Romerbrevet 8,18-23 skrev Paulus at de troende forventer en status af "herlighed" som er lig med "sønnekår" "frihed" samt "legemets forløsning". Hovedpointen i denne sag er ifølge Paulus verden "tomhed" og "forgængelighed" som ikke er nogen positive egenskaber. At den verden som er skabt måtte bøje sig for Jahve p.g.a. syndefaldet. Frelsen bliver til med hjælp fra Jesus.