Organisationen

En vigtig del som Jesus-bevægelsen viser udad til er organisationen bagved bevægelsen og i den allertidligste del af kristendommen d.v.s. omkring år 50 hvor Jesus-samfundene var oprettet i flere byer i den hellenistiske-romerske del af verden.
I de Paulinske breve fortælles der at for at Jesus-samfundet / menneskene kan være levedygtigt kræves der at grupperne jævnligt holder sammenkomster samt at der er en der styrer det hele samt at der er en form for selvkontrol med hver især.


Når Paulus kalder til møde i samfundene var det de ældre han ønskede at mødes med læs ApG. 20,17. Den " ældste " omtales også som " profeter, lærere, tjenere, forstandere " " diakoner " .
Ledelsesstrukturen var i fremgang fra år 90 - 120 , når der blev valgt " biskopper " og, " diakoner ". En god ledelse af hvert enkelt samfund udføres af en " biskop " et ældsteråd og " diakoner ".
Der blev samlet penge ind under de kristne gudstjenester til de forældreløse børn, enkerne denne måde at samles på lignede megter har sygdom inde på livet eller af andre grunde har det svært rent økonomisk. Pengene blev lagt hos " forstanderen " som kunne give pengene til dem so var trængende. Denne forstander er " biskop " af embede og har en stor roller, da han er den der holder en formanende tale til forsamlingen.
Nye Jesus-grupper var foreninger på frivillig basis, som man kender fra begravelses, kult og selskabelige foreninger som voksede frem i den klassiske og hellinistiske tid. Det var noget nyt og det var på frivillig basis og brød båndene til både slægt og territorie. Det var foreninger der var dannet af folk der var rejst bort fra deres fædreland, Det kunne være de syriske

Atargatis - dyrkerne som tog ophold i længere tid i de græske byer. Der var Også de ægyptisk Isis- dyrkere. Jødiske synagoger forsamlinger i diasporaen og i Palæstina, men ikke kun hvor der var flest jøder. Men på et socialt frivilligt grundlag og de findes i de organiserede jødiske grupper ( saddukæerne, farisæerne og essæerne ). Fordi man kender Dødehavsteksterne er Qrumranitterne dem man kender bedst.
Organisationen var frivillig, ledelsen blev valgt af medlemmerne og dens hovedformål var at hjælpe det enkelte medlem enten med forsikringer, i en fælles faglig interesse, selskabelighed, gudsdyrkelse og begravelse.
Denne måde at samles på lignede meget de jødiske synagogeforsamlinger o diasporaen. Da der meget hurtigt kunne blive uenighed mellem de Jesus-troende og de andre grupper levede Jesus-bevægelsen sine egne " synagoger " læs APG 18,6-7, og disse " synagoger " blev meget tidligt ændret til " udvalgte samfund " hvor " kaldet " er et guddommeligt initiativ. De blev danne af bl.a Paulus og hans medarbejdere som missionær og rejste en del rundt. Denne form for organisation var med til at gøre Jesus-bevægelsen til noget særligt.
Den første kontakt mellem de spredte foreninger var en af grundene til at Jesus-bevægelsens organisation voksede så hurtigt. Helt fra starten af rejste både ledere og almindelige medlemmer fra den ene forening til den anden forening for at gøre båndene mellem dem stærkere. Det var et jødisk træk fra gammel tid hvor en stærk kontakt mellem alle de jødiske kolonier i diasporaen og hovedlandet.
Den næste store udvikling i den kristne organisation var dannelsen og videre udviklingen af et verdens netværk, hvor man hele tiden havde regulære kirkemøder og dannelsen af " patriarkater " og hvor Den Katolske Kirke så blev grundlagt som en international organisation, som blev ledet af biskoppen af Rom, den som senere blev udnævnt til Pave.
Alle disse faste kontakter til de små menigheder gjorde at kristendommen som organisation var meget stærkere end de fleste andre institutioner.