Den antikke Jødedom

Omkring år 170 f.v.t. indtil år 135 e.v.t. var en turbulent tid hvor den antikke jødedom altså bl.a Jesus-bevægelsen udgjorde en del hvor bevægelsen var i konflikt med omverdenen som gjorde at det jødiske folk blev splittet selv indenfor selve det jødiske folk.
Selve kernen i jødedommen er selve forholdet mellem Jahve og det jødiske folk . Selve indholdet i jødedommen består i at Jahve havde et specielt forhold til det jødiske folk.Jødedommen havde den ide at Jahve var selve verdens skaber og den der styrede historiens gang. Selvom der var en udvælgelsestanke uanset om det stod i den hellige skrift Es 2,1-5, Jer 3,17 (Mika 4,1-3) og i de mundtlige traditionelle fortolkninger af disse, eksisterer der et universiel perspektiv.
Der står ikke noget om hvornår at synagoerne blev til et begreb, institution, bygning og bedehus.
Før år 170 f.v.t. var der tale om en tempelstat som var teokratisk præsteligt styret. Den jødiske attenbøn d.v.s. hovedbønnen som også hedder tefillah, og synagoe gudstjenesten fastlagt.
I tiden fra Makkabæerbogen dukkede de første filosofiske skoler op. Derefter kom Johannes Døberen - gruppe, Jesus - bevægelsen. Ud fra Apostlenes Gerninger synes Jesus - bevægelsen at blive ved med at holde forbindelsen ved lige med templet i Jerusalem og dets kult. Samtidig med det var der tanker i selve gruppen der blev henledt til et "åndeligt tempel", tanken der er nært beslægtet med ideer i Qumran-skrifterne. Her efter kom den religiøse dyrkelse (kult) af Jesus som guddom havde en herlig indvirkning i Jesus - bevægelsen hvilket gjorde at man løsnede forbindelsen med Jerusalems tempel. Den antikke jødedom havde så mange aspekter i sig så splittelsen til mindre selvstændige grupper og sekter var så stor at den til sidst måtte dele sig til selvstændige religioner. Eksempelvis samaritanerne, Qumran - samfundet og Jesus - bevægelsen hvoraf de første og sidste udviklede sig til selvstændige religioner hvor imod Qumran - samfundet forsvandt uden at man fandt ud af hvad det ville have betydet for kulten i Jerusalem.
De apokalyptiske kredse i antik jødedom og tidlig kristendom vidste at Jahve allerede ved skabelsen havde lagt en hemmelig guddommelig plan for hele verdens historien. I de jødiske profetiske skrifter var det nedlagt hemmelighedskodede oplysninger om denne plan og særligt udvalgte profetiske skikkelser eks. Daniel, Retfærdighedens lærer, Jesus el. Paulus fik en åbenbaring og viden om den guddommelige plan og disse drømme og syner fordrede samtidig en åbenbaring for at blive forstået og tydet.
Dette syn fandt sit klassiske udtryk i Daniels Bog, som er det vigtigste skrift i Den Jødiske Bibel som findes i vort Gamle Testamente. I Daniels Bog især kap. 2,7 og 8-12 status som de specielt autoritative eskatologiske profetier om den kommende befrielse og genoprettelse.
Bar Kokba havde til hensigt at genopbygge templet i Jerusalem. Han er den stjerne der omtales i 4. Mos. 24,17 tolkede som en profetisk forudsigelse om Messias. Der er mange messias i perioden ml. Bar Kobar og vores tid.
Efter henrettelsen af Jesus vil hans tilhængere blive spredt for alle vinde.
Theuda gjorde krav på at være en profet selvom der er mange der påstår at han er en svindler og bedrager. Han vildledte mange til at følge sig, står i
5 Mos 18,15-19 hvorefter de bliver dræbt af nogle ryttere. Theouda forleder folket til at følge sig, det samme som Moses gjorde, denne nye Moses skulle formidle Jahves vilje på samme måde som den første Moses og han skulle frelse det jødiske folk fra den romerske undertrykkelse, hvorved Moses har frelst isralitterne fra Ægyptens trældom. Det blev gentaget under Josvas ledelse . Det er formodentlig hvad der ligger i tekstens ord.
Johannes Døber følger i det store og hele Det Nye Testamentes tydninger af ham som en forløber for Jesus, hvor hans hovedopgave er at forberede Jesus komme. Johannes var en mand der kunne gøre en forsamling opstemt bare ved at høre ham tale. En del jøder omvendte sig, indledte en ny livsførelse og blev døbt hvorefter de sluttede sig sammen i et slags samfund.På dette grundlag blev han arresteret herefter henrettet, men det var ikke p.g.a. forkyndelsen og dåben, men det var de sociale følger som Herodes Antipas så som politisk farlige. Det var det profetiske der vakte forventning hos befolkningen når det blev proklameret at man ville blive frelst inden længe.
Romerske magthavere slog hårdt ned på eskatologiske profeter for de blev betragtet som farlige når de profelerede at en ny Messias og messiansk befrielse stod for døren.
Nøjagtig det samme skete i Jesus sidste tid, og det er fordi magthaverne var bange for at der skulle blive optøjer.
Det specielle ved Johannes Døberen var, at når man blev omvendt og fornyet praktiseredes en renselse i vand, som er en religiøs fornyelses og ydre kendetegn og symbol.
Den herre der tales om i Det Nye Testamente er ikke længere Jahve, men Jesus.
Dengang var der en lærer ved navn Apollos der underviste om Jesus, men som samtidig "kun kendte til Johannes dåb".
Det ser ud til at der er 12 af dem der blev "døbt i Herren Jesus navn" som blev knyttet til Jesus-bevægelsen. Man mener at længe efter at Johannes Døberen var død fandtes der disciple udenfor Palæstinas grænse der identificerede sig med Johannes Døber og som repræsenterede en selvstændig Døber-gruppe. På Jesus tid virkede både Johannes Døberen og Jesus uafhængigt af hinanden.
Johannes Døberen bliver fængslet og han sender sine disciple til Jesus. Udfra det kan man se at de to bevægelser arbejder uafhængigt af hinanden og virker næsten som om de konkurrere om hvem der kan døbe de fleste nye disciple.