HVOR KUNNE DU GØRE DET
?
Som
hvalp underholdt jeg dig med mine narrestreger og fik
dig til at le. Du kaldte mig dit barn, og på trods af
en del gennemtyggede sko og et par ødelagte pyntepuder
blev jeg din bedste ven. Når jeg havde været "uartig"
sagde du til mig med løftet pegefinger "hvordan kunne
du gøre det?", men så lod du dig formilde og kløede
mig på maven. Det tog lidt længere tid end
forventet for mig at blive renlig, fordi du havde
frygtelig travlt, men vi arbejdede sammen på sagen.
Jeg husker de nætter i sengen, hvor jeg trykkede næsen
ind mod dig og lyttede til dine betroelser og inderste
tanker, og jeg var overbevist om, at livet ikke kunne
blive bedre. Vi gik lange ture og løb i parken, kørte
i bil og holdt ind for at spise is (jeg fik kun
vaflen, fordi "is er dårligt for hunde", sagde du), og
jeg tog lange lure i solen, mens jeg ventede på, at du
skulle komme hjem sidst på dagen.
Lidt
efter lidt begyndte du at bruge mere tid på dit arbejde og
din karriere og mere tid på at lede efter en menneskeven.
Jeg ventede tålmodigt på dig, trøstede dig i kærestesorg og
skuffelser, skældte dig aldrig ud for dårlig dømmekraft,
tumlede mig af glæde, når du kom hjem, og da du blev
forelsket. Hun, som nu er din hustru, er ikke et
"hundemenneske" - alligevel bød jeg hende velkommen i vores
hjem, prøvede at vise hende hengivenhed og lystrede hende.
Jeg var lykkelig, fordi du var lykkelig. Så kom
menneskebabyerne, og jeg delte din begejstring. Jeg var
opslugt af de små lyserøde væsener og deres lugt, og jeg
ville så gerne også tage mig af dem. Men hun og du var
bange for, at jeg kunne komme til at gøre dem noget, og jeg
tilbragte størstedelen af tiden forvist til et andet
værelse eller et hundebur.
Åh, hvor
jeg dog længtes efter at elske dem, men jeg blev hurtigt en
"kærlighedsslave". Efterhånden som de voksede op, blev jeg
deres ven. De klyngede sig fast til min pels og trak sig op
på vaklende ben, de stak fingrene i mine øjne, undersøgte
mine ører og kyssede mig på næsen. Jeg elskede alt ved dem
og deres kærtegn - for dine kærtegn var nu så sjældne - og
jeg ville have forsvaret dem med mit liv om nødvendigt. Jeg
plejede at liste mig ind i deres seng og lytte til deres
bekymringer og inderste tanker, og sammen ventede vi på
lyden af din bil i indkørslen.
Der
havde været en tid, hvor du - hvis nogen spurgte dig om du
havde hund - tog et billede af mig ud af din pung og
fortalte dem historier om mig. Gennem de senere år har du
blot svaret "ja" og skiftet emne. Jeg er gået fra at være
"din hund" til "bare en hund", og du brød dig ikke om at
have udgifter i forbindelse med mig. Nu har du fået et
jobtilbud i en anden by, og du og din familie flytter til
en lejlighed, hvor der ikke er husdyrtilladelse. Du har
truffet den rigtige beslutning for din "familie", men der
var en tid, hvor jeg var det eneste familie, du
havde.
Jeg var
begejstret over køreturen, indtil vi ankom til internatet.
Det lugtede af hunde og katte, af frygt og af håbløshed. Du
udfyldte papirerne og sagde "Jeg ved, du vil finde et godt
hjem til hende". De trak på skulderen og kiggede pinligt
berørt på dig. De kendte virkeligheden for en midaldrende
hund, selv en med "papirer". Du var nødt til vriste din
søns fingre fri fra mit halsbånd, mens han skreg "Nej, far!
Du må ikke lade dem tage min hund!" Og jeg blev bekymret
for ham og for, hvad du netop havde lært om venskab og
loyalitet, om kærlighed og ansvar og om respekt for alt
levende. Du klappede mig på hovedet til farvel, undgik mine
øjne og afslog høfligt at tage mit halsbånd og line
med.
Du havde
en deadline, du skulle nå, og det har jeg også nu. Da du
var gået, sagde de to rare damer, at du sikkert havde kendt
til din forestående flytning måneder i forvejen, men ikke
havde gjort noget forsøg på at finde et andet godt hjem til
mig. De rystede på hovedet og sagde "Hvordan kunne du gøre
det?" De er så opmærksomme overfor for os her på
internatet, som deres travle hverdag tillader. De fodrer os
selvfølgelig, men jeg har mistet appetitten for flere dage
siden. I begyndelsen, når nogen gik forbi min løbegård,
sprang jeg hen til forsiden i håbet om, at det var dig - at
du havde skiftet mening - at det hele bare var en ond
drøm eller jeg håbede, at det i det mindste ville
være nogen, som brød som om mig, en eller anden som ville
redde mig. Da jeg indså, at jeg ikke kunne konkurrere med
glade hundehvalpe, der - uvidende om deres egen skæbne
boltrede sig for at få opmærksomhed, trak jeg mig tilbage
til et fjernt hjørne og ventede. Jeg hørte hendes fodtrin,
da hun kom efter mig sidst på dagen, og jeg traskede efter
hende hen ad gangen til et andet
rum.
Et
velsignet stille rum. Hun satte mig på et bord og nulrede
mine ører og sagde, at jeg ikke skulle være bange. Mit
hjerte bankede i forventning om det, der skulle ske, men
der var også en følelse af lettelse. Kærlighedsslavens dage
var talte. Som det er min natur, var jeg mere bekymret for
hende. Den byrde, hun bærer, vejer tungt på hende, og det
ved jeg på samme måde, som jeg altid vidste, hvordan du
havde det. Forsigtigt lagde hun en årepresse om mit forben
mens en tåre løb ned ad hendes kind. Jeg slikkede hende på
hånden på samme måde, som jeg plejede at trøste dig for så
mange år siden.
Professionelt
stak hun nålen ind i min åre. Da jeg mærkede stikket og den
kølige væske løbe gennem min krop, lagde jeg mig søvnigt
ned, kiggede hende ind i hendes venlige øjne og mumlede
"Hvordan kunne du gøre det?" Måske forstod hun mit
hundesprog, for hun sagde "Undskyld". Hun krammede mig og
forklarede hastigt, at det var hendes job at sørge for, at
jeg kom et bedre sted hen, hvor jeg ikke ville blive
tilsidesat eller mishandlet eller forladt eller ville
skulle klare mig selv et sted med kærlighed og lys så
meget anderledes end dette jordiske sted. Og med en sidste
kraftanstrengelse forsøgte jeg med et haledunk at udtrykke,
at mit "Hvor kunne du gøre det?" ikke var møntet på hende.
Det var dig, min elskede herre, jeg tænkte på. Jeg vil
tænke på dig og vente på dig for evigt. Må alle i dit liv
altid vise dig så stor loyalitet.
Slut
Note fra forfatteren: Hvis "Hvor kunne du gøre det?" gav
dig tårer i øjnene, da du læste den, som den gav mig, da
jeg skrev den, er det fordi den udgør den fælles historie
for millioner af tidligere ejede kæledyr, som hvert år dør
i Amerikanske og Canadiske internater. Enhver er velkommen
til at udbrede artiklen til ikke-kommercielle formål, når
bare den er behørigt forsynet med copyright noten. Brug den
til uddannelsesformål, på jeres hjemmeside, i nyhedsbreve,
på dyreinternaters og dyrlægekonsultationers
opslagstavler
Fortæl
offentligheden at beslutningen om at bringe et kæledyr ind
i familien er en vigtig beslutning for livet, at dyr
fortjener vores kærlighed og fornuftige omsorg, at det at
finde et andet passende hjem for dit dyr er dit ansvar, og
at enhver lokal dyreorganisation kan tilbyde råd og
vejledning, og at alt liv er værdifuldt. Gør dit til at
standse aflivninger og støt alle sterilisationskampagner
for at forhindre uønskede dyr.
Kilde:
Jim Willis 2001