I årene før 2004 havde jeg gået og samlet mod til at overbevise mig selv om at det var NU at det skulle være at jeg simpelthen ikke kunne holde det ud mere. Jeg ved godt det lyder underligt at jeg har skulle samle mod til at flygte fra min ex men det var noget man skulle planlægge meget nøje. Alt i det forhold hvis man kan kalde det et forhold overhovede var simpelthen så struktureret på alle måder. Når det har været for uudholdeligt at være der.

flugt

På et tidspunkt hvor jeg stadig havde lidt kontakt til min datter ringede hun til mig på min mobil. Jeg blev overrasket og glad som jeg altid gør når min datter ringer til mig.Efterfølgende får jeg min ex i røret, han spørger mig om vi ikke skulle se at få ordnet det der med forældremyndigheden d.v.s. at vi begge to fik forældremyndigheden over vores datter og han gør det på en meget "slesk" måde d.v.s. han taler pænt til mig når han vil opnå noget. Han synes vi skulle tage hinanden i hånden og gå op til Statsamtet og sige at vi begge to gerne vil have forældremyndigheden over vores dengang 14 -15 årige datter. Jeg sagde som det var, at det var dengang, og det gør jeg ikke mere. Han blev sur på mig over at jeg ikke var den lille ydmyge pige han mødte engang som gjorde hvad der blev sagt. Grunden til at han spurgte mig om forældremyndigheden var fordi han kunne ikke få noget at vide der angik min datter hverken på special-skolen hvor hun gik , ikke gøre noget d.v.s. lave noget som helst om ,som han plejer at gøre, fordi at jeg havde sagt til alle der havde at gøre med min datter at det var mig der havde den fulde forældremyndighed over min datter . Flere gange efterfølgende har jeg snakket med min datter eller retterre sagt forsøgt på det, men hun har som vanligt altid taget hendes fars parti, hvad jeg ikke kunne forstå dengang. Hun skrev bl.a en sms til mig en gang hvor hun skriver at hun ikke vil have noget med mig at gøre før at jeg giver hendes far forældremyndigheden over hende. Det blev jeg selvfølgelig meget ked af at læse sådasn en besked. Jeg tror heller ikke hun vidste noget om hvad det betød ikke andet end at han altid brokkede sig over det og mig.
Sent samme aften blev der banket på min dør jeg var på vej i seng så jeg var ikke interesseret i at få nogen indenfor så sent. Det var min datter der stod foran indgangsdøren, og der stod en ved siden af som jeg så har kunnet regne ud af var min ex med glatbarberet hoved. Jeg sagde til min datter at jeg ikke ønskede at modtage gæster så sent. Min datte sagde så at hvis jeg ikke lukkede op ville jeg aldrig se hende mere , og det var det der satte mig på pinebænken, for hvem siger nej til sin egen datter for resten af ens liv, ingen.
Fem minutter må I komme ind og snakke med mig ikke mere, okay det var i orden. Først var der de første formaliteter om sikke en pæn lejlighed du har fået, men hvor er her dog koldt, ja jeg er altså også på vej i seng. Derefter var den "søde, sleske" venlighed om det der med forældremyndigheden. Det skal dertil siges at det har altid været HAM og kun HAM der har haft noget at skulle have sagt overfor min datter . Jeg har ALDRIG opdraget på min egen datter, derfor var det så svært for mig at sige afkald på den med forældremyndigheden fordi DER kunne jeg bestemme lidt, nej ikke bestemme, for det fik jeg aldrig lov til i hans øjne fordi han synes altid min datter var blevet anderledes når hun var sammen med mig, mere fri end han brød sig om at hun skulle være. Jeg kunne bede andre om gøre "fodarbejdet" m. h . t. hvad der skulle gøres for at hun kunne få et så normalt liv udenfor "murerne" som jeg plejer at sige. Ja jeg følte den gang at jeg boede i et fængsel da jeg boede sammen med ham, og det gjorde min dater også, men det er først nu hun selv har fundet ud af det. HURRA for det.
Derfter bad han min datter om at gå ned i bilen ," jeg kommer om 5 minutter", derefter kom han over til mig i min sofa stillede sig foran mig og trak mit hoved kraftigt tilbage ,hvorefter han truede mig med et eller andet skarpt, til at give ham forældremyndigheden over min datter. Der efter kom min datter op i lejligheden igen,
"Hvad laver du her, gå så ned til Gitte igen" derefter var jeg jo kommet op af sofaen og min ex og jeg stod henne ved stuedøren ud til gangen, han lukkede døren til stuen bestemt og truede mig endnu engang med det skarpe han havde i hånden som jeg overhovede ikke så ,men kun mærkede mod min nakke, han sagde så "jeg slår dig ihjel". Jeg skulle ikke have noget af at tvinge ham ud af stuedøren, fordi jeg kendte ham godt nok til at vide at jeg så bare ville gøre ondt værre. da han så endelig gik ud i gangen igen stirrerde han meget indgående på een. Det var altid med lynene øjne han stirrede på en temmelig ubehageligt efter mit skøn.
Da han så selv var gået ud til min hoveddør i gangen og han så selv var gået sagde jeg "du har selv ødelagt det, for nu melder jeg dig til politiet" og det gjorde jeg så.
Efter den oplevelse var jeg som et espeløv, jeg kunne ikke engang ringe op til politiet på min telefon, så jeg kontaktede en kordinator for en netværksgruppe jeg havde kontakt til dengang. Forklarede hende rystende hvad der var hændt mig hvor efter hun satte det hele i gang for mig. Hun fik en taxa til at komme og hente mig så jeg kunne komme på skadestuen hvorefter jeg så kom ind til samtale på politistationen. havde løbende kontakt med kordinatoren hvis der var noget jeg var i tvivl om vedrørende spørgsmål fra politiet.
Da den unge politibetjent på et tidspunkt snakkede med min kordinator spurgte han hende om "har hun drukket" NEJ HUN ER LIGE BLEVET OVERFALDET AF SIN EX - SAMLEVER" Det er den måde man bliver behandlet på når man sidder og ryster som et espeløv fordi man er bange for om exèn kan gøre det igen, de tror straks det er fordi at man har abstinenser over at man ikke får sit daglige forbrug af alkohol. Men jeg skal der til sige at jeg drikker ikke det har jeg oplevet for meget af da jeg boede sammen med min ex, det var hver weekend og også nogle gange midt på ugen. Så det skulle jeg ikke nyde noget af.

Efterfølgende blev jeg exkorteret et sted hen, hvor ingen fra min omgangskreds vidste hvor jeg var, fordi jeg blev beskyttet af nogle personer, som jeg ikke kan udtale mig om her fordi jeg har tavshedspligt altid.

Men jeg kan bare sige at hvis jeg ikke fik den hjælp dengang så ved jeg ikke hvor jeg var den dag i dag så meget hjælp, støtte og opbakning har jeg fået p.g.a. det her liv jeg har levet.
Jeg kan også anbefale at hvis man har brug for hjælp som voldsramt kvinde er der mange kvinder i dagens danmark som gør det til deres livsopgave at hjælpe , fordi disse kvinder VED med 110% sikkerhed at de kommer op af stolene igen og siger NU er det MIG der bestemmer over MIT EGET LIV og ikke JER MÆND .