SPØGELSER OG OVERTRO FRA TRANEKÆR
KOLLEKTIVT SPØGERI PÅ SLOTTET
Udenfor værelse i korridoren hvor Greven
Jørgen Ahlefeldt-Laurvig overnattede hørte han en nat en
masse mennesker der talte langelandsk . Disse samtaler lød
på at hvor var det da synd hvad der lige var blevet gjordt
ved Elises værelse, (Elise er Grevens datter)
Han undrede sig gevaldigt over hvem alle disse menesker
kunne være da der var en der udbrød fra badeværelset "Nej,
se her ligger en ring" ,en anden svarede tilbage "Lad være
med at røre den, det er jo ikke din" derefter blev alt
stille.
Greve så på sin hånd, hans signetring manglede, så han
skyndte sig ud af sengen iførte sig sin slåbrok, fik åbnet
døren ud til korridoren der var fuldstændig stille.
Toilettet var også tomt, men ringen lå stadigvæk på gulvet.
Han samlede ringen op og gik tilbage tril sit værelse og
lukkede døren, hvorefter han forsøgte at falde til ro.
Efterfølgende fortsatte samtalerne som om intet var sket.
En stemme sagde . " Det er dog mærkeligt at de ikke har
vist ham det billede oppe i tårnet, det er dog af hans egen
forfædre"
Tidlig næste morgen spurgte Greven sit værtspar hvad der
var slet med Elises værelse. Der blev sagt at det er lavet
om til et moderne køkken da det var upraktisk med køkken i
kælderen.
Man kom også i tanke om at man havde glemt at vise Greven
et maleri oppe i tårnet.
Dette var et portræt af Jørgen Ahlefeldt til Haseldorf og
Haselau ( 1682 - 1728 ).
DEN ONDE GREVINDE
Den
grevinde som man sagde at det drejede sig om var så utrolig
infam så hun kunne få to andre hensovne spøgelses-grevinder
interesseret for sagen så der var hele tre stykker
kvindelige spøgelser på Tranekær.
Denne form for ubehagelig skørteregiment måtte selvfølgelig
ophøre med det samme så greven sendte bud efter præsterne i
Bøstrup og Snøde så de kunne få bragt orden i sagerne.
Det skete en lørdag aften at præsterne gik op mod slottet
hvor efter de 3 spøgelser kom dem i møde. De kæmpede bravt
. Men den øverste magt var alt for stor fordi de tre
spøgelser stillede dem så spidsfindige spørgsmål som de
slet ikke kunne svare på. Sikkert og bravt trængte de tre
spøgelser ind på præsterne og stille og roligt begyndte
deres knoglede spøgelsesfingre at trænge ind på dem. De 2
præster trak sig skrækslagne baglæns ned ad vejen og det
var gået galt hvis de ikke havde fået hjælp udefra.
En Tranekær- præst lå i sin sødeste søvn da han med et sæt
satte sig op i sengen hvorefter han lyttede. Han kunne
fornemme at der var noget galt, men fandt så at det var
noget han havde opfundet hvorefter han lagde sig ned igen.
Efterfølgende satte han sig overende igen da han fik den
samme følelse igen og i et nu så i et syn at hans
embedsbrødre stredes fortvivlet imod nogle onde ånder.
Hurtigt kom han i sin præstekjole og krave og skyndte sig
afsted for at hjælpe dem.
Dette skete ikke for hurtigt for da han ankom til stedet
var de to af spøgelserne anbragt ved knæene men det ene
spøgelse havde gennemset den en af præsterne så han var
helt vissen i den ene side.
Tranekær- præsten fik hurtigt fat og da begge parter stod
mere lige fik han manet grevinderne i jorden og siden har
der været stille og fredeligt i Tranekær.
Men følgen efter dette her opgør var at ikke længe efter
døde præsten fra Snøde af at blive gennemset af
spøgelserne, og da præsten fra Bøstrup hørte dette vidste
han at han snart skulle dø. Den eneste der gik nogenlunde
fri og helskindet fra denne affære var Tranekær-præsten ,
men han kunne ikke betræde en prædikestol efter dette og
talte altid efterfølgende fra koret.
2) INDEMURET JOMFRU PÅ TRANEKÆR
I
gammel tid var der meget spøgeri på Trankær slot. Der var
specielt et værelse hvor ingen turde overnatte fordi en
indemuret jomfru huserede. Engang kom der en herre der
skulle overnatte til gården, og han havde ikke noget imod
at overnatte i bemeldte værelse og intet ondt ville ske
ham.
Der blev redt op til gæsten på værelset og alting gik godt
indtil klokken slog 24.00. Efter det blev der en
forfærdelig larm i værelset og det var som om der blev
vendt op og ned på alting. Før manden vidste af det bar
usynlige hænder ham gennem luften og smed ham noget ublidt
på stenbroen foran gården.
1) NÆSEKONGEN TRAN
På selve ejendommen Tranekær Slot boede
Greven med sin datter som var trolovet med godsets jæger.
Dengang gik der en underjordisk gang som gik fra Tranekær
slot og ud til en bakke der hed Tovlykke. Via den kunne den
unge Komtesse uden andre kunne se det have sine stævnemøder
med sin udkårne.
De unge var på god fod med vægteren som havde en aftale med
den unge Komtesse om at når der var fri bane op mod slottet
skulle han synge 2. vers af en anden vægtersang end han
plejede at gøre.
Det var således ikke kun Komtessens udkårne der beundrede
den unge smukke pige, men også en ung bjergmand der levede
med sin onde mor.
Der skete det en dag da jægeren var forsinket at den unge
pige gav sig til at vente. Pludselig var der et par stærke
arme der greb fat i hende. Det var bjergmanden der med
glædestrålende øjne løb hjem med hende til sin mor for at
fremvise hende byttet. Den gamle betragtede hånligt pigen
og sagde " slig fin, spæd kone passer ej for bjergmandens
søn ".
Den unge bjergmand ville nødigt give den unge Komtesse fra
sig som græd og bad for sig. Bjergmanden ville dog følge
den unge pige tilbage, men det ville den gamle ikke gi ham
lov til, men som sagt så gjordt.Før han stak af gnækkede
moderen efter ham "du skynder dig så stærkt, det vil kræve
dig fire lig " Det onde varsel gik i opfyldelse. Da jægeren
kom fandt han kun hendes guldkæde som hun havde tabt under
kampens hede. Jægeren troede at Komtessens far havde
opdaget hele affæren og fuld af afmagt satte han bøssen for
panden og skød sig selv.
Bjergmanden og den unge pige var nær ved og de så jægeren
ligge død i græsset og da brast pigens hjerte.
Den unge bjergmand som var en meget følsom og rar mand
prøvede at kalde de 2 til live men da det mislykkedes fandt
han ingen anden udvej end at skyde sig selv.
Her sluttede historien ikke helt for da Greven ikke kunne
sove hørte han vægteren synge et andet vers end den valgte
og da Greven tog vagten i forhør erkendte han sin skyld.
Der var ikke noget at sige til at Greven følte sig
foranlediget til at hænge starutten op i den nærmeste
galge.